Branche, teknologi, komponentdistribution

 

Udstillere klar til at favne fremtiden på EOT-messenFremtiden er lige om hjørnet på EOT. Foto: MCH/Tony Brøchner.

Udstillere klar til at favne fremtiden på EOT-messen

104 udstillere, herunder 10 startups, er på plads på årets EOT - Electronics of Tomorrow, der afvikles i MCH Messecenter Herning 9.-11. maj, 2023. Forventningerne hos udstillerne er store.

Del artiklen på

Det kommer til at summe af elektronik, software, hardware og teknologi generelt, når EOT - Electronics of Tomorrow tirsdag 9. maj slår dørene op til tre dage spækket med viden og personlige møder, prisoverrækkelser, konferencer og udstillere. Netop blandt udstillerne ser man frem til tre udbytterige dage.

- Vi har en stor forventning om at møde besøgende, som både er potentielt nye og eksisterende kunder, og vi glæder os til at høre nærmere om deres projekter, ønsker, og hvad vi kan gøre for at hjælpe dem. Det er alle tiders mulighed for at vise de besøgende, hvad der gør Mekoprint til en god samarbejdspartner på mange områder, lyder det fra salgsdirektør i Mekoprint Stig Bergendorff, der fortsætter:


- EOT-messen skaber nogle gode rammer for at mødes med de besøgende under nogle fine forhold, hvor vi som udstiller primært skal fokusere på mødet, og hvor EOT har sørget for alt det praktiske. Et rigtigt godt koncept, som bliver værdsat af både besøgende og udstillere.

Også hos Phoenix Contact vurderer man, at EOT er det perfekte forum i forhold til både networking og produktfremvisning:

- Verden bliver stadig mere netværksforbundet, og det betyder flere grænseflader på enheder. Vi tilbyder et omfattende program af datastik - et program, der er oplagt for os at præsentere for præcis det publikum, som EOT tiltrækker. Derudover er EOT en god mulighed for at netværke med fagfolk samt identificere nye trends og tendenser inden for branchen, konstaterer Product Manager i Device Connections, Phoenix Contact, Anders Tvede.

Prestigefyldte priser

Ligeledes på EOT skal den prestigefyldte pris Årets IoT-løsning uddeles, ligesom vinderen af Pitching Contest for Startups skal findes. Denne præmieres med 50.000 kroner samt som noget nyt et gavekort fra Larsen & Birkeholm på et Dansk Patent til en værdi af 35.000-40.000 kroner. Pitching Contest for Startups udspiller sig tirsdag og styres kyndigt af vært David Guldager, der er én af Danmarks største eksperter i teknologi og digitale trends.

De nominerede til prisen Årets IoT-løsning er IoT Fabrikken fra Roskilde, Xtellio/Xtel Wireless fra Aalborg og EG Danmark, der har afdelinger over hele landet.

- Årets nominerede tapper ind i en tendens med åbenhed overfor, at data kan komme fra flere forskellige aktører og datakilder og ikke kun fra egne IoT-devices og datakilder. Det giver kunderne større fleksibilitet i hverdagen. De nominerede har også trods diverse kriser været i stand til at tilpasse sig markedssituationen og lancere løsninger, der blandt andet kan hjælpe kunderne med at spare energi, konstaterer IoT Community Lead for Nordic IoT Centre Camilla Føns Mortensen.

FORCE Technology står sammen med Alexandra Instituttet bag Nordic IoT Centre, der uddeler Årets IoT-pris sammen med EOT, DigitalLead, DI Digital, Ingeniøren, KL og Aarhus Universitet. Prisen blev første gang uddelt på 2021-udgaven af EOT, og i år kåres vinderen af prisen onsdag formiddag på Future Stage, der efterfølgende lægger scene til et konferencespor om netop IoT.

- IoT har allerede en betydelig indflydelse i industrien, i smarte byer, i private hjem og på sundhedsområdet, hvor teknologien i dag hovedsageligt bruges til monitorering og styring af forskellige aspekter og for eksempel muliggør mere effektiv og bæredygtig brug af ressourcer og energi, forklarer Camilla Føns Mortensen, der er 'IoT Community Lead' for Nordic IoT Centre, og hun fortsætter:

- Inden for de kommende år forventes en større adoption af IoT-enheder på tværs af brancher - blandt andet i takt med udviklingen af kunstig intelligens og udbredelsen af digitale tvillinger/metaverse med mere og med udbredelsen af 5G og andre trådløse kommunikationsteknologier.

Nyheder og konferencer

Blandt de nye tiltag på årets udgave af EOT finder man eventområdet The Wave, der er dedikeret til lyd og byder på både udstilling, iværksættere, eksempler på lydteknologi og en konference med konkrete cases og spændende forskere på programmet. Området er skabt i samarbejde med Danish Sound Cluster og Sound Hub Denmark.

Derudover tæller messen nu også udstillere inden for 3D, og så er der i år ikke blot én, men to profilerede frokost-keynote speakers i form af B.S. Christiansen og Flemming Dybbøl, der taler henholdsvis tirsdag og torsdag.

Samlet set byder EOT i år på flere end 55 spændende konferencer og workshops inden for 10 konferencespor og giver dermed rig mulighed for at udforske nye teknologitrends og innovationer samt at netværke med fagfolk inden for branchen.

http://www.eot.dk

 

3/5 2023
Produktlinks
Find din leverandør:

Mekanik underleverandør

Test & Måleudstyr

Test laboratorier

Tilføj dit firma

Webinarer, events og messer

Mest læste


Læs magasinet

Læs magasinet

Nyeste Nyheder