Branche, teknologi, komponentdistribution

 

Udviklingen overgår alle forventninger i Mekoprint-koncernenAnders Kold, CEO, Mekoprint

Udviklingen overgår alle forventninger i Mekoprint-koncernen

Mekoprint har i regnskabsåret 2020/21 overgået alle forventninger med et løft af omsætningen til 571 millioner kroner og mere end en fordobling af indtjeningen til 57 millioner kroner før skat.

Den danske industrikoncern Mekoprint, der udvikler og producerer elektromekaniske komponenter og totalløsninger, offentliggør i dag sit årsregnskab for 2020/21 med afslutning 30. september 2021. Regnskabet er koncernens hidtil bedste, og de gode resultater kommer efter en periode, hvor forventningerne ellers var forholdsvis afdæmpede:

- Vi må positivt konstatere, at det seneste regnskabsår har udviklet sig helt anderledes, end vi havde forventet. I midten af 2020 havde vi en forholdsvis lav ordreindgang efter coronakrisens 1. bølge. Samtidig var sigtbarheden meget lav, da ingen kunne vide, hvad efteråret og en eventuel 2. coronabølge ville bringe med sig, forklarer CEO Anders Kold og fortsætter:

- Men frygten blev forholdsvis hurtig bragt til skamme.

Allerede i efteråret 2020 steg markedsefterspørgslen betydeligt og har ligget rekordhøjt siden.

Som følge af den høje efterspørgsel opnår koncernen, der er opdelt i fire divisioner – henholdsvis Graphic Electronics, Chemigraphics, Mechanics og Cables, en omsætning på 571 millioner kroner mod 509 millioner kroner året før. Det svarer til en fremgang på 12 procent og er den højeste omsætning nogensinde. Også indtjeningen sætter rekord med et resultat efter skat på 57 millioner kroner før skat. Det er mere end en fordobling af bundlinjen sammenlignet med året før, hvor indtjeningen lå på 21 millioner kroner.

Anders Kold peger på flere forhold, der har muliggjort den rekordhøje vækst:
- Vi har de seneste år øget vores langsigtede investeringer i digitalisering, organisationsudvikling og nye teknologier betydeligt. Som virksomhed er vi nøje afhængige af at have adgang til state-of-the-art teknologier, der kan matche det bedste i verden. Det høje investeringsniveau er kommet os til gavn ikke mindst det seneste år. Det er dog vores 650 medarbejdere, der har gjort den største forskel. Vi har som virksomhed gjort meget for at fastholde alle mand også under krisen, og jeg må i den grad konstatere, at alle har trukket et stort læs for at få tingene til at lykkes. Det er jeg selvfølgelig meget taknemmelig for, forklarer han.

Anders Kold siger supplerende, at alle medarbejdere i starten af 2021 er blevet tilbudt et medarbejderaktieprogram. Formålet er dels at muliggøre medarbejdernes direkte investering i virksomheden og dels at tage første skridt til en endnu mere åben ejerstruktur. I første runde valgte godt halvdelen af alle medarbejdere at tiltræde ordningen, og det har allerede givet et afkast på 22 procent. I denne uge igangsættes 2. runde, hvor der budgetteres med et afkast på ikke mindre end 16 procent på indeværende regnskabsår:

- Vi er meget tilfredse med opbakningen til medarbejderaktieprogrammet og håber, at vi får endnu flere med her i 2. runde. Det skal selvsagt være en win-win for både medarbejdere og virksomhed, og det må man sige, at det har været indtil videre, pointerer Anders Kold.

Han og den øvrige ledelse har da også positive forventninger til den fremtidige vækst. Omsætningen forventes også at stige i indeværende regnskabsår 2021/22, mens den rekordhøje indtjening forventes at falde som følge af øgede lønomkostninger og et fortsat stigende investeringsniveau.

6/1 2022
Produktlinks
Find din leverandør:

Mekanik underleverandør

Test & Måleudstyr

Test laboratorier

Tilføj dit firma