AC-DC strømforsyninger til i krævende industrielle applikationer

XP Power lancerer nye kompakte 35W til 350W AC-DC strømforsyninger, der forbedrer systempålideligheden i krævende industrielle applikationer.

XP Power præsenterer LBA-serien af lavprofils, indkapslede single-output AC-DC strømforsyninger til chassismontage, der dækker effektniveauer fra 35 W til 350W.

LBA-serien er designet til brug i omkostningsfølsomme industrielle teknologi-applikationer og tilbyder en alsidig og pålidelig platform, der er let at integrere. Strømforsyningerne i serien retter sig mod ingeniører, der udvikler løsninger til industriel automatisering, sikkerheds- og overvågningssystemer, lysstyringssystemer samt udstyr til smart home og bygningskontrol.

LBA-serien kombinerer forskellige kompakte formfaktorer med robust ydeevne, og der tilbydes regulerede single-output spændinger fra 5V til 48VDC (afhængig af model). Det er muligt at justere outputtet og på den måde kompensere for systemtolerancer eller spændingsfald. 

En sådan justering af outputspændingen giver ingeniører mulighed for at sikre præcis spændingslevering ved belastningspunktet (point-of-load) og forbedrer dermed den samlede systemydelse og pålidelighed. Et universelt inputspændingsområde på 90 til 264VAC og aktiv PFC understøtter effektiv og fleksibel operation uanset hvor i verden, strømforsyningerne benyttes.

Med en effektivitet på op til 90 % minimerer den nye serie af strømforsyninger varmeudviklingen og forbedrer dermed også den samlede systempålidelighed. I de lavere effektklasser tilbyder LBA-serien et kompakt footprint på kun 99 x 82 x 30 mm (35 W og 50 W modellerne) og 99 x 97 x 30 mm (75 W), hvilket er mindre end mange alternativer i denne effektklasse, og gør strømforsyningerne ideelle til designs, hvor der er begrænset plads. 

Modellerne, der leverer op til 200 W, har konvektionskølet, ventilatorløs drift, og de er designet til brug i støjfølsomme miljøer. 350 W-varianten har ventilatorkøling for at understøtte den øgede effekttæthed. Et bredt driftstemperaturområde på -30 grader C til +70 grader C sikrer pålidelig ydeevne i barske anvendelsesmiljøer.

En nøglefordel ved LBA-serien er dens lukkede chassismonterede design, der giver forbedret robusthed og beskyttelse mod støv og utilsigtet kontakt i krævende industrielle miljøer. De globalt dækkende ITE-sikkerhedsgodkendelser forenkler systemcertificeringen. 

Class I konstruktionen med beskyttet ground giver en defineret ground-vej i applikationen, hvilket understøtter overholdelse af sikkerhedskrav til slutudstyret og forbedrer operatørbeskyttelsen i industrielle miljøer. Class B ledningsbårne og udstrålede emissioner hjælper med at eliminere behovet for ekstern EMC-filtrering, og dermed reduceres både systemkompleksiteten og omkostningerne.

Serien inkluderer flere funktioner, der yderligere forenkler integrationen og betjeningen. Det integrerede cover til skrueterminal blokkonnektoren forbedrer sikkerheden og installationsvenligheden. Udvalgte modeller inkluderer endvidere fjernbetjent ON/OFF-funktionalitet for bedre systemkontrol. 

En power-on LED-indikator giver øjeblikkelig visuel bekræftelse af status, hvilket understøtter hurtig installation og fejlfinding. De omfattende beskyttelsesfunktioner, herunder kortslutnings-, overspændings- og overbelastningsbeskyttelse, forbedrer systemets pålidelighed.

LBA-serien er tilgængelig gennem Avnet Abacus, DigiKey, Distrelec, Farnell, Mouser, RS, TME og godkendte regionale distributører samt direkte fra XP Power. Produkterne i serien leveres med tre års garanti.

https://www.xppower.com/search?keywords=lba

27/7 2026