Plextor lancerer højhastighedskamera

Plexlogger er navnet på et nyt unikt produkt, der kombinerer højhastighedskamera, datalogger og monitor.

Det japanske firma Plextor, der primært er kendt for sine optiske drev og elmotorer, har netop introduceret et kamera (Plexlogger), der gør det muligt at opfange bevægelser, som er for hurtige til at blive set med det blotte øje. Det betyder, at problemer kan løses tidligere og at f.eks. fejlfinding i forbindelse med såvel udvikling som produktion kan udføres mere effektivt.

Plexlogger fungerer som et højhastighedskamera, datalogger og monitor i ét.  Det er forsynet med en 8 tommer skærm, der giver mulighed for at analysere direkte via skærmen. En bevægelse over et sekund kan nemt gennemses på skærmen i slowmotion.

Kameraet er ideelt til bilindustrien og alle andre industrigrene med krav om høj præcision samt til akademisk forskning. Det ekstremt følsomme kamerahoved er udviklet af Shinano Kenshi og kræver ikke en særskilt lyskilde for at kunne fungere, hvilket ellers hidtil har været tilfældet for højhastighedskameraer.

Med dimensionerne 212 x 257 x 66,5 mm og en vægt på kun 1,8 kg er det unikke produkt yderst transportabelt og nemt at anvende. Plexlogger kan ifølge Plextor installeres af alle i løbet af få minutter, og netværksmulighederne sikrer, at der er 'remote' adgang til alle genererede data.

Man kan sammenkoble flere enheder, så man kan analysere et problem fra enhver tænkelig vinkel - og de enkelte kameraers data bliver selvfølgelig synkroniserede.

Plexlogger leveres med software, som giver mulighed for dybdeborende analyse ved efterbehandling af de indsamlede data.

19/6 2009