ICAPE Denmark A/S
Test banner
160 mio. kr. til dansk kvanteteknologisk virksomhedFoto: Sparrow Quantum

160 mio. kr. til dansk kvanteteknologisk virksomhed

Danske Sparrow Quantum - hvis kerneprodukt er kvantechippen Sparrow Core - er blevet tilført 160 millioner kroner med det mål at styrke Danmarks globale førerposition inden for kvanteteknologi

Den danske kvanteteknologivirksomhed Sparrow Quantum har netop sikret den største venture Series A-investering i Skandinavien inden for kvanteteknologi – nemlig 21,5 millioner euro (svarende til 160 mio. kr.). Investeringsrunden blev anført af PensionDanmark med EIFO og Novo Holdings som medinvestorer.

Også Sparrow Quantums eksisterende investorer – 2xN, LIFTT og European Innovation Council (EIC-Fund) – valgte at geninvestere, hvilket understreger deres tillid til virksomhedens teknologi og markedsmuligheder. Denne investering styrker ikke blot Sparrow Quantum, men cementerer også Danmarks position som global innovationsleder inden for fotonisk kvanteteknologi.
Fra banebrydende forskning til kommercielt gennembrud

Sparrow Quantum udspringer af flere årtiers banebrydende forskning fra Niels Bohr Institutet. Instituttets verdensklasseforskning har dannet grundlaget for teknologien, og Københavns Universitets fokus på iværksætteri har sikret en glidende overgang fra forskning til industriel anvendelse.

Sparrow Quantums kerneprodukt, kvantechippen Sparrow Core, leverer lyspartikler (fotoner) – én ad gangen, on demand – med verdensførende kvalitet, stabilitet og effektivitet. Det gør chippen til en fundamental byggeblok i fotoniske kvantecomputere, hvor enkeltfotoner fungerer som kvantebits (qubits).

I kvanteteknologi er kvaliteten af qubits altafgørende for at kunne skalere kvantesystemer, der overgår klassiske teknologier. Jo bedre, mere stabil og kontrollerbar den fysiske qubit er, desto færre fejl opstår der i systemet – og desto tættere kommer vi på at kunne udvikle kvante computere, der kan løse virkelighedsnære problemer med enorm industriel og samfundsmæssig betydning.

Sparrow Core har derfor vakt stor international interesse og er allerede taget i brug af førende kvantecomputer-virksomheder som ORCA Computing og QuiX Quantum. Derudover rummer Sparrow Quantums teknologi et markant potentiale inden for sikker kvantekommunikation og det kommende kvanteinternet.

Professor Peter Lodahl, grundlægger og Chief Quantum Officer, forklarer:

- Med denne investering kan vi accelerere vores R&D og omsætte avanceret forskning til kommercielle produkter. Vi har allerede bevist, at vi kan levere verdens førende deterministiske enkeltfotonkilder, men i et felt i rivende udvikling kræver det konstant innovation at fastholde vores førerposition. Det er fantastisk tilfredsstillende at vores mangeårige dybe og grundlæggende forskning nu fører til reelle produkter og spændende arbejdspladser for unge dygtige kvanteteknologer.

Den nye kapitalindsprøjtning vil blive brugt til tre strategiske fokusområder:
• Tiltrækning af toptalent: Udvide teamet med højt specialiserede tekniske eksperter, der kan accelerere udviklingen af nye produkter og styrke virksomhedens teknologiske førerposition.
• Udvikling af næste generations kvantechips: Videreudvikling af fotoniske kvantechips, herunder sammenfiltrede fotonkilder.
• Etablering af produktionsfaciliteter: Etablering af større produktion af fotoniske kvantechips for at imødekomme den stigende efterspørgsel og sikre stabil levering.

Ifølge Peter Stensgaard Mørch, adm. dir. i PensionDanmark, ser pensionsselskabet stort potentiale i Sparrow Quantum:

- Kvanteteknologi kan åbne en helt ny verden af løsninger på komplekse problemer, og det danske forskningsmiljø, som Sparrow Quantum udspringer af, har potentiale til at gøre Danmark til en international frontløber på området. Vi ser derfor et klart potentiale for, at investeringen kan give et attraktivt afkast til vores medlemmers pensionsopsparinger samtidig med, at den kan være til gavn for både samfundsøkonomien og dansk erhvervsliv. Derfor er det en oplagt investering for PensionDanmark.

Danmark som globalt centrum for kvanteteknologi

At en væsentlig del af investeringen kommer fra danske investorer, demonstrerer et lokalt forankret ønske om at investere i det danske miljø for udvikling af kvanteteknologi. Sparrow Quantums CEO, Kurt Stokbro, ser investeringen et udtryk for, hvordan Danmark i stigende grad rykker på samfundsforandrende teknologisk innovation:

- Det er virkelig positivt, at vi rejser denne finansieringsrunde på hjemmemarkedet. Det vidner om, at danske investorer ser potentialet i kvanteteknologien og Sparrows fremtrædende position i markedet. Det er også en historie om, hvordan Danmark som innovationsnation rykker sig og tør satse på fremtidens teknologier med stor global impact.

Med fra PensionDanmark, EIFO og Novo Holdings i ryggen står Sparrow Quantum nu endnu stærkere til at accelerere sin vækst og konsolidere sin position som markedsleder inden for fotonisk kvantechipteknologi.

Styrker Europas kvanteforsyningskæde og strategiske position

Investeringen styrker ikke kun Sparrow Quantums vækst, men også Europas strategiske position i den globale kvanteindustri. Med en teknologi, der sætter nye standarder for kvalitet og effektivitet, spiller Sparrow Quantum en nøglerolle i opbygningen af en robust europæisk forsyningskæde for kvanteteknologi ved at levere kritisk chipteknologi til næste generations kvantecomputere og sikker kvantekommunikation.

Dermed bidrager virksomheden til at styrke Europas teknologiske suverænitet, konkurrenceevne og realiseringen af målene i EU’s Chips Act – og til at cementere Danmarks position som frontløber på det globale kvanteteknologi marked.

- Sparrow Quantum viser, hvordan Danmark – med udgangspunkt i Niels Bohr Institutet – har skabt verdensførende kvanteekspertise. Professor Lodahls forskning har banet vejen for virksomhedens banebrydende kvantechip, som nu efterspørges globalt. Med vores investering styrker vi både deres førerposition samt Danmarks og Europas rolle i den kvanteteknologiske fremtid, siger Peder Lundquist, adm. direktør i EIFO.

Fakta – fotonisk kvanteteknologi

• Kvantefysikken har åbnet døren til en ny teknologisk æra, hvor vi kan udvikle ekstremt kraftfulde computere – kaldet kvantecomputere – og skabe kommunikationssystemer, der er fuldstændigt sikre mod hacking.

• I kvantecomputere erstattes de klassiske bits med kvantebits – også kaldet qubits. Hvor en klassisk bit er binær og kun kan være enten 0 eller 1, kan en kvantebit befinde sig i en såkaldt superposition – en tilstand, hvor den rummer begge muligheder på én gang, indtil den måles. Denne egenskab gør det muligt at løse bestemte typer opgaver langt hurtigere end selv de mest avancerede supercomputere i dag.

• Fotonisk kvanteteknologi adskiller sig fra andre kvanteplatforme ved at bruge lys – fotoner – i stedet for fx elektroner eller atomer. Det giver flere fordele: Systemerne kan fungere ved stuetemperatur, de er modstandsdygtige over for støj, og de kan integreres på mikrochips – ligesom den teknologi, vi allerede bruger i moderne elektronik. Det gør dem skalerbare, stabile og lettere at bringe ud i virkeligheden.

• En central komponent i denne teknologi er de såkaldte deterministiske enkeltfotonkilder, som udsender én og kun én foton ad gangen med høj præcision. Det er afgørende for, at kvantesystemerne fungerer stabilt og pålideligt. Fotonerne sendes gennem specialdesignede fotoniske chips, hvor lyset styres og behandles, så det bliver muligt at udføre kvanteberegninger eller sende information, som ikke kan opsnappes af uvedkommende.

10/4 2025
  • Store ændringer hos STMicroelectronics

    Store ændringer hos STMicroelectronics

    branche-og-teknologi ›STMicroelectronics har netop præsenteret et omfattende omstrukturerings-program med fokus på firmaets globale produktions-infrastruktur, R&D-aktiviteter samt generelle koststruktur (in english).
  • Bosch og Arrow udbygger samarbejde i Europa

    Bosch og Arrow udbygger samarbejde i Europa

    branche-og-teknologi ›Arrow har indgået en europæisk dækkende distributionsaftale med Bosch om sidstnævntes program af MEMS-sensorer, ASICs og SiC chips med sigte på automotive og andre industrielle applikationer (in english).
  • 'Nyetablerede' Onics fokuserer på avancerede white label platforme

    'Nyetablerede' Onics fokuserer på avancerede white label platforme

    branche-og-teknologi ›Danske Develco Products og norske Datek Smart Home lancerer nyt fælles 'brand' - Onics - der tilbyder white label produkter inden for bl.a. 'connected living' applikationer.
  • DigiKey præsenterer ny videoserie om 'sustainability'

    DigiKey præsenterer ny videoserie om 'sustainability'

    branche-og-teknologi ›DigiKey lancerer i samarbejde med Analog Devices en ny videoserie med fokus på økovenlige og grønne teknologier (in english).
  • IPC: Tariffer er ikke vejen frem

    branche-og-teknologi ›Den globale IPC-sammenslutning er ikke begejstrede for Trumps 'Liberation Day' initiativer med kraftigt forøgede toldsatser. Det er ikke måden at fremme amerikansk elektronikindustri på, fremhæver organisationen i en udtalelse (in english).
  • Audi etablerer returkoncept for genbrugsmaterialer fra udrangerede køretøjer

    Audi etablerer returkoncept for genbrugsmaterialer fra udrangerede køretøjer

    branche-og-teknologi ›Med et branche-unikt returkoncept sikrer Audi omkostningseffektiv forsyning af genbrugsråmaterialer og tager dermed et stort skridt mod at fremme den cirkulære økonomi i bilindustrien.
  • IoT er nøglen til en mere bæredygtig logistik-industri

    IoT er nøglen til en mere bæredygtig logistik-industri

    branche-og-teknologi ›Laurent Coussonnet fra Linxens beskriver, hvordan opkoblede IoT-teknologier får en absolut nøglerolle i forbindelse med logistik-industriens transformation i en mere bæredygtig retning (in english).
  • Nyt dansk projekt med fokus på cirkulær elektronik

    Nyt dansk projekt med fokus på cirkulær elektronik

    branche-og-teknologi ›Danske elektronikvirksomheder får nu hjælp til at arbejde mod en reduktion af resurseforbrug og CO2-udledning gennem brug af nye cirkulære teknikker. Målet er at gøre Danmark til foregangsland for bæredygtig elektronikproduktion.