DTU’s supercomputer vil sikre vores datasuverænitetDTU's supercomputer Computerome lever op til lever op til alle EU's regler om databeskyttelse. Foto: Bax Lindhardt

DTU’s supercomputer vil sikre vores datasuverænitet

I en tid, hvor regeringen vil gøre os mindre afhængige af tech-giganterne, åbner DTU’s nationale supercomputer nu bredere op for sikker opbevaring af data. På Computerome er data hegnet forsvarligt ind på dansk grund.

Mens der er stor fokus på at sikre Danmarks kritiske infrastruktur mod fjendtlige magter, så har alt fra myndigheder til offentlige institutioner og private virksomheder i høj grad lagt en del af deres digitale infrastruktur i hænderne på tech-giganter som Google, Facebook, Amazon og Microsoft. Det rejser spørgsmål om datasikkerhed og hvordan data høstes, hvilket kan være kritisk, når det handler om følsomme data af national betydning.

Derfor er der brug for et sikkert sted at opbevare og bearbejde data, uden de bliver udnyttet i kommercielt øjemed, og nu åbner DTU’s supercomputer, Computerome, op for bredere brug.

Computerome er en af Danmarks mest avancerede supercomputere, og med sine 50 petabyte lagerkapacitet er der plads til at huse alle Danmarks offentlige data. Hidtil har Computerome været målrettet universitetsmiljøer og sundhedsforskning med mange personfølsomme data, men nu kan alt fra offentlige institutioner til private virksomheder benytte supercomputerens kraftige regnekraft til eksempelvis AI-modeller samt en lang række andre formål.

- Det er afgørende, at vi kan fremme innovation uden at gå på kompromis med datasikkerhed, og derfor stiller vi infrastruktur som Computerome til rådighed. Det passer ind i vores mission om at være til gavn for samfundet og understøtter både vores forskningsmiljøer og bidrager til samfundets sikkerhed og udvikling, siger universitetsdirektør Claus Nielsen.

Giver køb på vores uafhængighed

Regeringens ekspertgruppe om tech-giganter udgav i december en rapport, hvor de bl.a. konkluderer, ”at dele af de digitale infrastrukturer er afkoblet fra demokratisk kontrol, indsigt og almindelige spilleregler er et grundlæggende problem.”

Og det kan medføre en række økonomiske, demokratiske og sikkerhedspolitiske udfordringer.

Når vi overlader data til tech-giganterne, så giver vi nemlig køb på noget af vores uafhængighed, mener Peter Løngreen, direktør for Computerome.

- De store tech-virksomheder bruger brugernes data til at optimere deres forretning. Deres forretningsmodel bygger som regel på at høste og udnytte ens data uden gennemsigtighed eller samtykke. Derudover er det svært at sikre, at man overholder GDPR-reglerne, så man trygt kan have persondata liggende hos de pågældende virksomheder, siger han.

Ingen interesse i at høste data

På Computerome har brugerne altid fuld kontrol over deres data, som er hegnet ind på dansk grund. Supercomputeren bruger et isoleret netværk uden internetadgang, og brugerne kan arbejde med fortrolige data uden risiko for, at oplysningerne deles uden samtykke.

- Vi skal altid kunne redegøre for, hvad der rent faktisk er sket med data. Det skaber en tillid, som gør, at blandt andet statslige institutioner ønsker at anvende os til at placere personsensitive data, og det er faktisk i nogle tilfælde også grundlaget for, at de overhovedet kan arbejde med data, fordi de ved med 100% sikkerhed, at de her data ikke bliver kopieret, siger Peter Løngreen.

Faktisk registreres det, hver gang nogen tilgår data, og logs opbevares i 15 år. Computerome har ingen egeninteresse i at høste data og lever op til de strengeste krav for databeskyttelse og GDPR-compliance.

- Vores forretningsmodel er transparens med, hvad der sker med ens data – og det er det, der adskiller os fra konkurrenterne, understreger Peter Løngreen.

Flere data bliver følsomme fremover

En af Computeromes kunder er Klimadatastyrelsen, der for nylig valgte at lægge deres klimadata hos supercomputeren, hvor de kan behandle komplekse datasæt langt hurtigere end hidtil. Det skal bl.a. understøtte den grønne omstilling og bidrage til klimasikringen af det danske samfund.

- En af forcerne ved Computerome er, at de bliver brugt som datacenter for andre offentlige myndigheder bl.a. det Danske Genom Center, så vi ved, der er styr på sikkerheden, ligesom de er meget optaget af at begrænse klimaaftrykket, siger Rikke Hougaard Zeberg, direktør i Klimadatastyrelsen.

Og mens Computerome hidtil har haft fokus på life science og forskning, der har meget personfølsomme data, så forudser Peter Løngreen, at langt mere data har brug for den ekstra sikkerhed fremover.

- Der skal ikke ret meget til, før data bliver personsensitive eller på anden måde er forretningskritiske. F.eks. kommer klimadata nogle gange helt ned på husstandsniveau, og derfor tror jeg, at flere og flere data, der i dag er kategoriseret som ikke-sensitive, bliver det i fremtiden, siger han.

Computerome er etableret i 2014, oprindeligt som Danmarks nationale Life Science Supercomputing Centre i samarbejde med Københavns Universitet, men DTU har nu fuldt ejerskab over Computerome. Det er beliggende på DTU Risø Campus i et højsikret område.

10/2 2025
  • EU-projekt skal gøre kvanteteknologi klar til brug i europæiske netværk

    EU-projekt skal gøre kvanteteknologi klar til brug i europæiske netværk

    branche-og-teknologi ›GlobalConnect er partner i det nye EU-projekt TRUSTQ, der skal gøre kvantesikker kommunikation praktisk anvendelig i international skala.
  • Volvo Cars og NVIDIA vil gøre automatiseret kørsel mere sikker

    Volvo Cars og NVIDIA vil gøre automatiseret kørsel mere sikker

    branche-og-teknologi ›Volvo Cars udvider sit samarbejde med NVIDIA med det mål at gøre automatiseret kørsel endnu mere sikker i fremtidens Volvo-modeller.
  • Millioner til forskning på tværs af faggrænser

    Millioner til forskning på tværs af faggrænser

    branche-og-teknologi ›Fra grønnere skibsfart til klogere cyberforsvar. 12 forskningsprojekter har fået støtte til at kombinere avanceret datavidenskab med andre fagområder i jagten på ny viden.
  • DigiKey vil investere 100 mio. dollars over de næste 18 måneder

    DigiKey vil investere 100 mio. dollars over de næste 18 måneder

    branche-og-teknologi ›DigiKey vil investere 100 millioner dollars i løbet af de næste 18 måneder på at opskalere det globale produktdistributionscenter (PDC) og firmaets ordrestyringssystem (OMS). Firmaet forventer en omsætningsstigning på hele 50 procent i indeværende år.
  • Det globale salg af PC'er faldt med 21 procent i tredje kvartal

    Det globale salg af PC'er faldt med 21 procent i tredje kvartal

    branche-og-teknologi ›Ifølge de seneste tal fra teknologi- og markedsanalysefirmaet Omdia faldet antallet af solgte desktop computere, notebooks og workstations markant i det seneste kvartal. De stadig stigende komponent-omkostninger er en vigtig faktor (in english)
  • Store investeringer i 300mm fabs

    Store investeringer i 300mm fabs

    branche-og-teknologi ›SEMI melder i seneste rapport om store igangværende og kommende investeringer i 300mm (waferdiameter) front-end fab udstyr. De forventede investeringer i alene 2026 estimeres til 149 mia. dollars, hvilket er 31 procent højere end sidste år (in english).
  • Nordic Semiconductor markerer 10 år i 'hjertet' af BBC's micro:bit board

    Nordic Semiconductor markerer 10 år i 'hjertet' af BBC's micro:bit board

    boards ›Omkring 73 millioner unge har siden introduktionen for 10 år siden arbejdet med det såkaldte Micro:bit board, som BBC har stået fader til. Nordic Semiconductor har leveret nøgleteknologi til det unikke board (in english).
  • Fra spåner til 3D-print

    Fra spåner til 3D-print

    branche-og-teknologi ›Det netop afsluttede CHIPART-projekt viser vejen mod en mindre miljøbelastende produktion med 3D-print ved at genbruge titaniumspåner fra luftfartindustrien til 3D-print pulver – uden energitung omsmeltning.