Mobiltelefoner skal hjælpe hinanden til længere batterilevetid

Aalborg Universitet får nu stor støtte til at udvikle et forskningsområde, som skal få mobiltelefoner til at kommunikere med hinanden på en ny måde.

Allerede i dag har mobiltelefoner kvaler med batteriernes levetid, men i fremtiden kan problemet blive endnu større. Efterhånden som applikationer, services og specialfunktioner bliver mere og mere udbredte, dræner det batteriet for strøm hurtigt. En gruppe forskere på Aalborg Universitet arbejder derfor på at forbedre forholdene, men ikke ved at udvikle en ny type batteri.

- Vores mål er at bryde med den eksisterende tilgang, hvor man udvikler meget komplekse mobil-enheder, som opererer helt alene, og i stedet organiserer mobiltelefonerne i såkaldte 'mobile clouds'. Mobile enheder, der befinder sig i nærheden af hinanden kan samarbejde og hjælpe hinanden til bedre modtageforhold, forklarer lektor Frank Fitzek fra Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet.

Tanken er blandt andet, at mobiltelefonerne automatisk skal kunne deles om signaler, ligesom når internetbrugere anvender 'peer to peer'-teknologi til i fællesskab at streame videosignaler.

Ved at binde telefonerne sammen vil det ikke kun spare energi, men også danne grundlag for nye services. Hvis flere telefoner deles om at hente et tv-signal, vil billedkvaliteten blive bedre, og et foto fra mobilen kan hurtigt deles med andre eller suppleres af billeder, som andre telefoner har taget fra andre vinkler, og som kan sættes sammen til et 3D-motiv.

For fem år siden var forskernes arbejde primært idéer, men forskningen på Aalborg Universitet er nu langt fremme og så lovende, at Forsknings- & Innovationsstyrelsen skyder et stort beløb ind i forskningen. Det Frie Forskningsråds forskerkarriereprogram Sapere Aude annoncerede onsdag, at lektor Frank Fitzek modtager en af de store bevillinger, der giver mulighed for at opbygge et forskerteam, som kan arbejde med Green Mobile Clouds i en årrække.

Sapere Aude er latin og betyder 'vov at vide', og det nye støtteprogram har til formål at styrke forskningens vækstlag, udvide talentmassen i dansk forskning og hjælpe som springbræt til international prestige og netværk.

For Frank Fitzeks forskning får den fire-årige bevilling fra Sapere Aude stor betydning, både fordi den giver mulighed for at udvide forskerstaben, og fordi den klare opbakning til projektet også kan bruges som rygstød til de internationale samarbejder. Kun få forskergrupper arbejder med det nye område network coding, som vil ændre måden man udvikler mobiltelefoner, men Aalborg Universitet er så langt fremme, at der allerede er samarbejde med universiteter som MIT, Harvard og Hong Kong.

På disse universiteter beskæftiger man sig mere med det teoretiske niveau, og medarbejdere og studerende sendes derfor til Aalborg for at lære om implementeringen af de nye tanker. Frank Fitzek vurderer, at konceptet bag Green Mobile Clouds har et stort potentiale, men også nogle forhindringer, som man nu skal kaste sig over.

'Mobilskyen' vil nemlig ikke kun kunne hjælpe med at spare energi, men også danne grundlag for typer af servicer, som enkeltstående telefoner aldrig ville være i stand til.
- Der er flere udfordringer. En af de mest interessante med hensyn til trådløs teknologi er effektiv kommunikation inde i 'den mobile sky'. Her undersøger vi forskellige tilgange inden for netværkskodning. Men også rent socialt bliver det spændende, hvordan 'de mobile skyer' vil kunne formes mellem mennesker, der ikke kender hinanden, siger 39-årige Frank Fitzek, der stammer fra Oldenburg i Tyskland.

- Der er brug for megen forskning, blandt andet i network coding, men for os handler det også om at skabe plads til innovation, der kan blive til virksomheder på det globale marked for mobiltelefoner, så iværksætter-aspektet fylder også en del i de ting, vores studerende er involveret i, siger Frank Fitzek.

På Aalborg Universitet modtager også professor Christian Albrekt Larsen fra Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning en Sapere Aude-bevilling til et projekt om, hvordan den 'nordiske model' påvirker befolkningens opfattelser, værdier og orienteringer. Forskerkarriereprogrammet blev igangsat af Det Frie Forskningsråd i 2010 for at give forskningens elite de bedste muligheder for at skabe banebrydende resultater. De 31 modtagere af årets 'DFF-Forskningsleder'-bevillinger modtager tilsammen over 230 mio. kroner.

8/12 2010
  • AI splitter PCB-industrien i to

    AI splitter PCB-industrien i to

    branche-og-teknologi ›Ny rapport fra Yole Group analyserer PCB-industrien, der er opdelt i to hele forskellige segmenter: Et 'commodity' segment, der omsætningsmæssigt står næsten stille, samt et AI-drevet segment i kraftig vækst (in english).
  • Wireless Logic Nordic får ny direktør

    Wireless Logic Nordic får ny direktør

    branche-og-teknologi ›Den erfarne tele- og IoT-profil Wanig Le Pennec bliver ny direktør for Wireless Logic Nordic. Med en stærk international baggrund inden for IoT, partnerskaber og kommerciel udvikling skal han stå i spidsen for virksomhedens fortsatte vækst.
  • Infineon etablerer højvolumen 300mm-baseret GaN-produktion i Europa

    Infineon etablerer højvolumen 300mm-baseret GaN-produktion i Europa

    branche-og-teknologi ›Infineon etablerer Europas – og verdens – første produktionsanlæg til fremstilling af galliumnitrid (GaN) powerhalvledere i stor skala med afsæt i 300-millimeter (diameter) wafere (in english).
  • DigiKey udvider porteføljen af DigiKey Standard produkter

    DigiKey udvider porteføljen af DigiKey Standard produkter

    branche-og-teknologi ›Blandt de nye produkter i DigiKey's såkaldte DigiKey Standard produktportefølje kan fremhæves ESD-beskyttelsesudstyr samt præcisionsværktøjer med mere (in english).
  • Samarbejde om AI-understøttet workflow til PCB inspektion

    Samarbejde om AI-understøttet workflow til PCB inspektion

    t-og-m ›Siemens og NVIDIA vil forøge produktiviteten og forbedre kvaliteten ved at flytte forberedelsen af ​​automatiseret optisk PCB-inspektion over i den virtuelle verden (in english).
  • Derfor er danske universiteter attraktive mål for hackere

    Derfor er danske universiteter attraktive mål for hackere

    kommunikation-iot-og-cybersikkerhed ›På få uger har cyberangreb ramt DTU, Københavns Universitet og Aarhus Universitet. Universiteterne ligger inde med værdifulde data, har mange forskellige it-systemer og bygger på en tradition for åbenhed, hvilket gør dem interessante for cyberkriminelle.
  • Audi lancerer som verdens første buede digitale OLED-baglygter

    Audi lancerer som verdens første buede digitale OLED-baglygter

    branche-og-teknologi ›Den nye Audi Q9 er som første i verden forsynet med tredimensionelt buede digitale OLED-baglygter, som åbner for nye muligheder inden for sikkerhed og kommunikation.
  • Dansk startup vil give fremtidens robotter en digital hjerne

    Dansk startup vil give fremtidens robotter en digital hjerne

    automation ›Startup-virksomheden Synteza har knækket koden til at skabe computerskabte træningsdata på rekordtid. Det skal gøre det markant hurtigere og billigere for robotter og selvkørende enheder at forstå den virkelige verden.