Netcompany og Kamstrup samarbejder om smartere udnyttelse af elnettetFoto: Simon Læssøe

Netcompany og Kamstrup samarbejder om smartere udnyttelse af elnettet

Netcompany og Kamstrup indgår et strategisk partnerskab, der sigter på at styrke elnetselskabernes indsigt i elnettet og deres evne til at udnytte den eksisterende kapacitet mere effektivt.

Elektrificeringen øger presset på elnettet: Flere elbiler, varmepumper, datacentre, batterier og lokal energiproduktion gør nettet mere komplekst, mens udbygning af infrastrukturen både er tids- og ressourcekrævende. Det øger behovet for at udnytte den eksisterende kapacitet langt bedre.

Derfor er det blevet en strategisk prioritet for mange elnetselskaber at få et mere præcist billede af elnettets tilstand og identificere, hvor den eksisterende netkapacitet kan udnyttes mere effektivt.

På den baggrund indgår Kamstrup og Netcompany nu et strategisk partnerskab om den videre udvikling af Kamstrups Grid Management Services, der giver elnetselskaber et stærkere grundlag for at planlægge og optimere fremtidens elnet. 

Ambitionen er at gøre datadrevet planlægning mere tilgængelig for elnetselskaber på tværs af Europa.

- Med Grid Management Services har vi allerede et stærkt produkt, der hjælper elnetselskaber med at omsætte eksisterende data til et bedre grundlag for drift, planlægning og investeringer. Ved at kombinere vores dybe viden om målerdata og elnettet med Netcompanys PULSE-platform og øget innovationskraft kan vi udvikle nye løsninger hurtigere og skabe endnu mere værdi for kunderne, siger Michael Breumsø, Senior Vice President, Electricity, Kamstrup.

Kamstrups Grid Management Services omsætter allerede målerdata og viden om lavspændingsnettet til konkrete indsigter og anbefalinger. Hvor konkrete cases allerede viser, at der kan frigøres op til 10 procent af kapaciteten i dele af elnettet, handler næste skridt om at gøre disse indsigter hurtigere og lettere tilgængelige for endnu flere netselskaber. 

Samarbejdet skal desuden fremskynde anvendelsen af AI i forsyningssektoren og omsætte store datamængder til et bedre beslutningsgrundlag.

Med PULSE som underliggende platform og Netcompanys kompetencer vil Kamstrup kunne accelerere den videre udvikling og styrke forbindelsen mellem data, indsigt og operationel handling.

Netcompany bringer betydelig erfaring med dataanalyse, AI og digitalisering af kritisk infrastruktur ind i partnerskabet. Med PULSE-platformen bliver Netcompany en central partner i den fortsatte udvikling og skalering af Grid Management Services.

Kamstrup leverer intelligente måleløsninger til forsyningsselskaber i mere end 80 lande og har over 30 millioner installerede målere globalt.

- Med PULSE kan vi samle data fra forskellige kilder og kombinere dem med avanceret analyse og AI. Sammen med Kamstrup kan vi omsætte viden om elnettets tilstand til indsigter og handlinger, der hjælper netselskaberne med at udnytte den eksisterende kapacitet bedre og håndtere et stadigt mere komplekst elnet," Anders Reinholdt Jacobsen, Partner i Netcompany.

22/10 2026