Startskud for rekordstort dansk mobilprojekt

Startskud for rekordstort dansk mobilprojekt

Danske og udenlandske samarbejdspartnere markerede fredag den 9. oktober I Aalborg starten på det største forskningsprojekt i Højteknologifondens historie.

Forskere på Aalborg Universitet skal sammen med kolleger fra de danske afdelinger af Infineon Technologies og Agilent Technologies skabe konkurrencedygtige løsninger til næste generations mobiltelefoni.

Højteknologifondens direktør Carsten Orth Gaarn-Larsen og formand Jørgen Mads Clausen var begge draget til Aalborg for at ønske virksomhederne og universitetet held og lykke. Samtidig understregede direktøren, at den rekordstore bevilling på 45 millioner kroner til projektet 4GMCT (4th Generation Mobile Communication and Test Platform) ledsages af betydelige forventninger.

- Det er en kæmpe satsning og en stor udfordring, vi skal i gang med her. Målet er meget ambitiøst, fordi I prøver at gøre noget, som ingen andre har gjort før, ved at samle udvikling og test af næste mobilgeneration på én platform. Timingen er rigtig, og visionen er klar, sagde direktør Carsten Orth Gaarn-Larsen, som også overbragte hilsner til projektdeltagerne fra videnskabsminister Helge Sander.

Projektleder Mikael Bergholz Knudsen fra Infineon Technologies var selv med til at piske forventningerne til projektet yderligere i vejret med sine klare mål for resultatet af de kommende års anstrengelser.
- Fjerde generations mobiltelefoni vil give en række nye muligheder på mobiltelefonerne. Online-spil mellem mobiltelefoner og videoovervågning af hjemmet, når man er hjemmefra, er blot nogle af mulighederne. Da vi gik fra 2G til 3G voksede strømforbruget på telefonerne kraftigt, så brugerne oplevede reduceret taletid og standbytid. Derfor bliver et vigtigt mål for det her projekt at finde kløgtige metoder til at nedsætte strømforbruget på telefonerne, selv om ydelsen bliver større, lovede projektlederen.

Desuden skal han altså få to virksomheder, som normalt arbejder med vidt forskellige opgaver, til at arbejde sammen.

- Traditionelt har udvikling og test af udstyret været adskilt, og det har ført til ineffektive løsninger. Målet for det her projekt er at nedbryde den normale mur mellem de to adskilte verdener og få dem til at arbejde sammen fra start. Aalborg Universitet vil have en vigtig rolle som den hammer, der nedbryder muren via dets unikke innovations- og forskningsevner, sagde Mikael Bergholz Knudsen.

Nødvendig satsning

Administrerende direktør Per Hartmann Christensen fra Infineons danske afdeling, som lagde lokaler til første del af åbningsceremonien, betegnede projektet og den fælles satsning som en regulær nødvendighed for mobilklyngen i Nordjylland.

- Vi kan ikke konkurrere på løn og arbejdstid, og derfor har vi brug for højteknologiske satsninger. Nordjylland skal blive stærk på 4G, og derfor er investering i platformsudvikling et must, fordi det vil sikre udviklingsarbejde i en årrække og muliggøre deltagelse i fremtidige mobilteknologier. I forhold til arbejdspladser sikrer vi i første omgang vores nuværende arbejdspladser, og det åbner mulighed for mange spin-off opgaver og derved nye ansættelser, sagde Infineon-direktøren.

Hans direktør-kollega Geir Gåsland fra Agilent Technologies i Danmark, betegnede åbningen af en afdeling i Aalborg som en gammel drøm, der går i opfyldelse. Og drømmen skal føre til noget:

- Vi har lyst til at lave den telefon, der skal ligge under juletræet i 2013, og det kan også skabe flere job. Vi skal bygge næste generations platform, og vi skal være hurtigere end de andre. Det gør vi ved at samarbejde og gøre det smartere. Det bliver hårdt, men det bliver også sjovt, sagde Geir Gåsland.

Virksomhederne ser frem til samarbejdet med universitetet, og det er gensidigt, forsikrede Aalborg Universitets rektor Finn Kjærsdam:
- Jeg er altid meget mere tryg ved at starte projekter, når der som her er samarbejde med virksomheder. Vi kan lave mange spændende forskningsresultater, men samarbejdet med virksomheder gør, at vi er nogenlunde sikre på, at det også kan bruges til noget bagefter, hvis det bliver en succes. Projektet er et led i den succesfulde opbygning af klyngen omkring trådløs kommunikation, som har stået alle stormene igennem, siden den første digitale mobiltelefon blev opfundet i Nordjylland. Men vi skal hele tiden være i front teknologisk. Ellers stopper det, sagde Finn Kjærsdam.

Ud fra de samme motiver har der været stor bevågenhed og opbakning til projektet fra Invest In Denmark under Udenrigsministeriet, som har deltaget i opstartsfasen:

- Vores opgave er at skabe videnstunge danske arbejdspladser, og det kan vi kun gøre, hvis der er nogle kompetencer at bygge på. De kompetencer får Nordjylland nu i forhold til udviklingen af 4G mobiltelefoni, og det kan få betydning langt ud over projektets egne rækker. Vi håber, at viden på området breder sig til andre virksomheder, så støtten fra Højteknologifonden styrker hele den nordjyske mobilklynge, siger Invest In Denmarks regionale projektleder Maria Hilligsøe Stubberup.

Politisk jubel

Både Region Nordjyllands regionsrådsformand Ulla Astman og Aalborg Kommunes borgmester Henning G. Jensen var synligt tilfredse med at deltage i en positiv nordjysk erhvervsbegivenhed.

- Det er en stor cadeau til virksomhederne, universitet og vores nordjyske ikt-klynge. Man kan roligt sige, at vi har haft en turbulent periode i den nordjyske teleindustri. Derfor er det utroligt glædeligt for os at se, at vi i regionen stadig formår at tiltrække store udviklingsprojekter, og at der skabes nye arbejdspladser, sagde Ulla Astman.
Aalborgs borgmester Henning G. Jensen delte begejstringen:

- Selv om vi har fået nogle gok i nødden i Nordjylland, og selv om nogle af vores virksomheder, som vi har været stolte over, og som vi troede var usårlige, ikke er her mere, så er der opstået nye. Det er fordi, der er en bæredygtighed, og det er lækkert at høre på sådan en dejlig solbeskinnet efterårsdag, sagde Henning G. Jensen.4

12/10 2009
  • AI splitter PCB-industrien i to

    AI splitter PCB-industrien i to

    branche-og-teknologi ›Ny rapport fra Yole Group analyserer PCB-industrien, der er opdelt i to hele forskellige segmenter: Et 'commodity' segment, der omsætningsmæssigt står næsten stille, samt et AI-drevet segment i kraftig vækst (in english).
  • Wireless Logic Nordic får ny direktør

    Wireless Logic Nordic får ny direktør

    branche-og-teknologi ›Den erfarne tele- og IoT-profil Wanig Le Pennec bliver ny direktør for Wireless Logic Nordic. Med en stærk international baggrund inden for IoT, partnerskaber og kommerciel udvikling skal han stå i spidsen for virksomhedens fortsatte vækst.
  • Infineon etablerer højvolumen 300mm-baseret GaN-produktion i Europa

    Infineon etablerer højvolumen 300mm-baseret GaN-produktion i Europa

    branche-og-teknologi ›Infineon etablerer Europas – og verdens – første produktionsanlæg til fremstilling af galliumnitrid (GaN) powerhalvledere i stor skala med afsæt i 300-millimeter (diameter) wafere (in english).
  • DigiKey udvider porteføljen af DigiKey Standard produkter

    DigiKey udvider porteføljen af DigiKey Standard produkter

    branche-og-teknologi ›Blandt de nye produkter i DigiKey's såkaldte DigiKey Standard produktportefølje kan fremhæves ESD-beskyttelsesudstyr samt præcisionsværktøjer med mere (in english).
  • Samarbejde om AI-understøttet workflow til PCB inspektion

    Samarbejde om AI-understøttet workflow til PCB inspektion

    t-og-m ›Siemens og NVIDIA vil forøge produktiviteten og forbedre kvaliteten ved at flytte forberedelsen af ​​automatiseret optisk PCB-inspektion over i den virtuelle verden (in english).
  • Derfor er danske universiteter attraktive mål for hackere

    Derfor er danske universiteter attraktive mål for hackere

    kommunikation-iot-og-cybersikkerhed ›På få uger har cyberangreb ramt DTU, Københavns Universitet og Aarhus Universitet. Universiteterne ligger inde med værdifulde data, har mange forskellige it-systemer og bygger på en tradition for åbenhed, hvilket gør dem interessante for cyberkriminelle.
  • Audi lancerer som verdens første buede digitale OLED-baglygter

    Audi lancerer som verdens første buede digitale OLED-baglygter

    branche-og-teknologi ›Den nye Audi Q9 er som første i verden forsynet med tredimensionelt buede digitale OLED-baglygter, som åbner for nye muligheder inden for sikkerhed og kommunikation.
  • Dansk startup vil give fremtidens robotter en digital hjerne

    Dansk startup vil give fremtidens robotter en digital hjerne

    automation ›Startup-virksomheden Synteza har knækket koden til at skabe computerskabte træningsdata på rekordtid. Det skal gøre det markant hurtigere og billigere for robotter og selvkørende enheder at forstå den virkelige verden.