Branche, teknologi, komponentdistribution

 

Tre topforskere på Aalborg Universitet modtager kæmpe forskningsbevillingFra venstre ses Professor Petar Popovski, Professor Kim Guldstrand Larsen, Professor Remus Teodorescu.

Tre topforskere på Aalborg Universitet modtager kæmpe forskningsbevilling

Kim Guldstrand Larsen, Institut for Datalogi, Petar Popovski, Institut for Elektroniske Systemer, og Remus Teodorescu, Institut for Energiteknik, får tilsammen knap 90 millioner kroner i forskningsbevillinger fra VILLUM FONDEN.

Tre ud af de ti topforskere, der i år er blevet udnævnt til Villum Investigators, kommer fra Aalborg Universitet.

Ud over titlen modtager professor Kim Guldstrand Larsen, Institut for Datalogi, professor Petar Popovski, Institut for Elektroniske Systemer, og professor Remus Teodorescu, Institut for Energiteknik, tilsammen knap 90 millioner kroner i forskningsbevillinger fra VILLUM FONDEN, hvis midler blandt andet stammer fra VELUX-koncernen.

Villum Investigator-titlen og de medfølgende bevillinger er blandt de allermest eftertragtede og prestigefyldte i forskerverdenen. Titlen gives udelukkende til erfarne og internationalt anerkendte forskere på danske universiteter, som kan yde et afgørende bidrag til de tekniske og naturvidenskabelige områder, og som gennem 10 år eller længere har demonstreret international, banebrydende forskning af højeste videnskabelige kvalitet.


- Villum Investigator-programmet giver nogle af verdens bedste forskere tid og plads til at forfølge deres bedste ideer. Med bevillingerne kan de ti Investigators under frie rammer udvikle excellent forskning og skabe vigtig og banebrydende viden, der kommer både forskningen og vores samfund til gavn, fortæller Jens Kann-Rasmussen, formand for VILLUM FONDEN.

Bevillingerne fra VILLUM FONDEN løber i seks år og vil udgøre et solidt økonomisk fundament for de tre forskeres videre arbejde. Midlerne vil blandt andet blive anvendt til midlerne vil blandt andet blive anvendt til ansættelse af yngre forskere, Ph.d. og postdoc, der får mulighed for at arbejde med fundamentale forskningsproblemer, tilknytning af gæsteforskere samt indkøb af forsknings- og eksperimentudstyr.

Intelligent og sikker trådløs kommunikation

Petar Popovski glæder sig over den store bevilling og de muligheder, den giver ham for det videre arbejder i projektet 'WATER (Wireless Architectures for intelligent and Trusted connectivity in the posT-5G ERa').

- I WATER arbejder vi med at udvikle koncepter, teorier og teknologier inden for intelligent og sikker trådløs kommunikation, som rækker ud over 5G-systemerne. Vi lever i en tid, hvor teknologiske og socio-politiske forhold betyder, at det er blevet yderst vigtigt at kunne tilbyde trådløs kommunikation som en sikker og pålidelige vare, forklarer han.

Sikkerhed i kritiske systemer

Kim Guldstrand Larsen arbejder med såkaldt cyber-fysiske systemer, som er blevet udbredt til stort set alle dele af det moderne samfund i form af automatiserede, intelligente systemer inden for eksempelvis transport, energi, bygninger og sundhed.

Bevillingen fra VILLUM FONDEN skal anvendes til projektet ”S40S: Skalérbar analyse og syntese af sikre og optimale strategier til cyber-fysiske systemer”, hvor der er særlig fokus på systemsikkerhed.

- Anvendelsen af maskinlæring har øget kvaliteten og anvendeligheden af cyber-fysiske systemer, men da systemerne ofte er sikkerhedskritiske, eksempelvis i selvkørende biler eller medicinsk udstyr, så bliver teknologier til at kunne afværge fatale hændelser og angreb mod systemerne helt afgørende. I projektet vil vi udvikle en ny generation af skalerbare metoder og værktøjer inklusive maskinlæringsteknikker, så sikkerheden i systemerne kan blive optimal, forklarer Kim Guldstrand Larsen.

Batterier til den grønne omstilling

Remus Teodorescu er leder af Center for Research on Smart Battery (CROSBAT), hvor der er særlig fokus på at forlænge batteriers pålidelighed og levetid. Det er et forskningsområde, der ifølge Remus Teodorescu knytter direkte an til den grønne omstilling, da forbedret batteriteknologi eksempelvis vil gøre det mere attraktivt at anskaffe en elbil:

- Allerede i indeværende årti vil Smart Battery-teknologien betyde, at levetiden på batterier i el-køretøjer vil blive kraftigt forlænget, og at batterierne vil kunne blive genbrugt i energilagringssystemer. Det vil samlet set føre til en betydelig CO2-footprint reduktion i forbindelse med fremstilling og drift af el-bil batterier.
6/12 2021
Produktlinks
Find din leverandør:

Mekanik underleverandør

Test & Måleudstyr

Test laboratorier

Tilføj dit firma