Masser af fiber til nyt Universitetshospital
MB Networks A/S har vundet licitationen på IT-net til Det Nye Universitets-hospital i Skejby (DNU), og projektet forventes at sætte nye standarder for netværk til stor-byggerier.
Installatørvirksomheden MB Networks fra Rødkærsbro i Midtjylland har indgået en rammeaftale med Region Midtjylland om etablering af fibernetværk i det 216.000 m2 store hospitalsbyggeri. Projektet består af 11 delområder, og etableringen af netværket i det første delområde på 33.000 m2 påbegyndes medio 2013. De øvrige delområder iværksættes løbende, og hele projektet forventes afsluttet i 2019.
- Der er tale om det største hospitalsbyggeri i Danmark nogensinde, og vi er meget stolte af at blive valgt af Region Midtjylland til et så driftskritisk område som IT-netværk, siger adm. direktør i MB Networks, Carsten Lund.
MB Networks har i mange år haft stor succes med installation af fibernetværk for energiselskaberne, og det er denne erfaring som nu udnyttes til at etablere en komplet fiberløsning indendørs i hele hospitalskomplekset på DNU.
- Rådgivergruppen på DNU har beskrevet kravene meget grundigt, og den valgte løsning er den helt rigtige til et så stort kompleks. Vi er overbevist om, at løsningen kommer til at danne standard for nye stor-byggerier, især indenfor hospitalssektoren, fortsætter Carsten Lund.
MB Networks skal levere og installere samtlige komponenter i netværket (føringsrør, fiberkabler, rackskabe mv.), og der skal monteres en del udstyr (bl.a. switche) som leveres af bygherren.
- Det er en stor ordre for os, og den vil øge vores omsætning betydeligt. Vi forventer nyansættelser, og vi vil naturligvis bestræbe os på at gøre Bygherren så tilfreds, at der også følger service med efterfølgende, siger Carsten Lund.